Hud- og pelsproblemer hos hunde
Selv når det gælder
vore hunde, har vi mange forudfattede meninger om, hvad allergi/overfølsomhed
er, og hvad det kommer af. Oftest er det foderet der får
skylden, trods årsagerne til hud og pelsproblemer kan være
fremkaldt af helt andre faktorer. Faktisk viser forskningen fra
flere undersøgelser, at fodermidler er årsagen til
allergi/overfølsomhed i 2-4 % af alle tilfælde. Med
fodermidler menes "en råvare", som findes i foderet.
Hud og pels kan derfor give
udtryk for om noget er galt med hunden. Så derfor er det
vigtigt at se på hunden. Klør den sig, kører
den på enden eller slikker den kraftigt på et bestemt
område?
Er pelsen mat? Fælder den meget eller lugter pelsen?
Er svaret ja til nogle af de nævnte spørgsmål
kan det være en god anledning til at konsultere dyrlægen.
Det kan være tegn på, at hunden er udsat for parasitter,
infektion, allergi eller en anden mere alvorlig lidelse.
Hunden plages af 2 slags lopper.
Den oprindelige hundeloppe, der er ret lille, mørkebrun
til næsten helt sort. Katteloppen er rødbrun og dobbelt
så stor som hundeloppen. Katteloppen er i dag meget mere
udbredt end hundeloppen, måske fordi katteloppen er mere
modstandsdygtig over for bekæmpelsesmidler.
Lopperne opholder sig kun på hunden når den suger
blod, hvorefter hunloppen bliver parret og lægger æg
i revner og sprækker.
Lus er ikke særlig almindelig i landet, hvilket nok skyldes
at de er meget lettere at udrydde end lopper.
Behandlingen er stort set den samme, om det gælder lus eller
lopper. Man kan i dag købe utrolig mange forskellige bekæmpelsesmidler,
men for de fleste gælder det heldigvis, at midler ikke kommer
i hundens blod, men i stedet forbliver på hundens hud. Det
vil sige loppen ikke "behøver" at suge blod før
den dør, den skal bare på huden, hvorefter den vil
dø.
Flåter forekommer kun
i den varme årstid. De er lette at pille af, hvis bare de
får lov at vokse sig store nok, så følger hovedet
nemlig med ud.
Fra starten er flåten lille og mørkebrun, men som
den vokser i omfang, bliver den lysere, mens den suger blod fra
værtsdyret. Til slut bliver den så stor og tung, at
den løsner sig af sig selv. Hvis hunden er angrebet af
mange flåter, kan man købe specielle flåtmidler,
som får flåten at vantrives og derved selv kryber
ud af huden.
Skab også kaldet ræveskab
er meget smitsom og kan angribe alle varmblodige dyr, selv mennesker.
Skab diagnosticeres ved hudskrab og samtidig en mikroskopisk undersøgelse.
Frem for alt lokaliseres den på hundens ører, ansigt,
ben samt albuer, og der findes ingen sygdom, som giver hunden
en så intensiv kløe som denne.
Når hunden klør sig og bider de angrebne steder,
går huden i stykker, så et sekret flyder ud. Håraffald
og sårdannelse hører også med til symptomerne,
ligesom en fortykkelse og mørkfarvning af det angrebne
område. Skab er relativt nemt at udrydde, gennem gentagne
bade i et utøjsmiddel (sebacil).
Demodex smitter ikke til mennesker,
men er en meget alvorlig sygdom hos hunden. Den er umulig at se
med det blotte øje, og kan til tider være næsten
umulig at udrydde.
Når den er brudt ud, giver den nøgne små pletter,
som spreder sig og øger i omfang. Disse bliver ofte blåagtige.
Tit begynder demodex omkring øjnene og på næsen.
Kløen/håraffaldet er ikke så slemt som ved
skab, men hunden kan i allerværste tilfælde blive
helt hårløs. Tilstøder der væskende
infektioner, kan sygdommen blive umulig at helbrede.
Demodex smitter ikke fra hund til hund, men derimod kan hvalpe
smittes allerede i fosterstadiet, og ligeledes mens hvalpene dier.
Det anses, at en tæve kan være smittebærer og
smitte sine hvalpe uden selv at vise nogle symptomer.
Behandlingsresultatet er usikkert, og hunden bør med kortere
mellemrum kontrolleres af en dyrlæge.
Behandlingen består af en meget intensiv udvortes behandling
med specielle præparater (Ivomec).
Furunkolose lokaliseres normalt
til hudpartierne mellem tæerne og rammer glat- og korthårede
hunderacer oftere end andre hunderacer. Sygdommen viser sig som
en slags eksem med blærer og rødmen og kan af og
til minde om bumser. Man skal altid henvende sig til dyrlægen,
så snart man får mistanke om furunkolose. Det kan
være nødvendigt med antibiotikabehandling. I mere
sjældne tilfælde gives en vaccination med en vaccine,
som tilvirkes af hundens egne bakterier.
En hurtig iværksat behandling er meget vigtig for resultatet.
Furunkolose kan sprede sig til andre dele af kroppen.
|